SKRIFTEN PÅ VÆGGEN
fire på en stribe
og to af en slags
hér kan du gribe
man mærker det straks
nervøs velour
en kunstig bølgegang
ka’ du hør’ den derude
det’ fasanen der skræpper
i trods
nervøs statur
jeg ka’ hør’ den derude
et kald
en markering
en ensom demonstrering
af det liv der melder sig
på væggen der skrives på
inden i mig
i døsen af natten og magterne hærger
du vil slet ikk’ ha’ den
min hånd der fordærver
din plan
for i morgen
et spædbarneskrig
det’ ræven
bare bli’
så'n lyder den bare
og jeg så den i går
nervøse børn
vi ka’ hør’ den derude et kald
en markering
en ensom demonstrering
af det liv der melder sig
på væggen der skrives på
inden i mig
på væggen der skrives på
inden i mig
JEG SIGER IKKE
jeg siger ikk’ at vores øjne ikke var klare
jeg siger ikk’ at de åbner ind til noget
jeg ikke allerede har
i hånden
på taget
et glashus af tårer
den tarveligste orden
jeg ikke forstår
jeg siger ikk’ at jeg ikk’ godt ka’ mærke den vind
den vind du allerhelst bor i
der fløj over vandene fra begyndelsen
og stadig bryder ind for hvert et skridt
hvert et år
i hvert et stød
der bor i skyggen
og bor i mit skød
men det ligner
næsten havet i vest
og kun næsten
med sin regelrette rytme og åbne nat
ligner
næsten fuglen på flugt
og kun næsten
har du brug for to
har du overhovedet brug for to
jeg siger ikk’ at det vælter
hvis vi bygger os op
jeg siger
ikk' at jeg smelter
når du uden grund
bare fletter dig ind i min krop
jeg siger ikk’ at der ikk’ bor en kriger i dig
jeg siger bare
at jeg melder mig
men det ligner
næsten havet i vest
og kun næsten
med sin regelrette rytme og åbne nat
ligner
næsten fuglen på flugt
og kun næsten
har du brug for to
har du overhovedet brug for to
JAPANSK
vi går ud
vi går ind
vi sætter os ned ved et bord
fuld af ord
der ka’ gør’ det
ud for en evighed
jeg vil ud
jeg vil ind
med spisepinde jeg forsøger
ikk’ at foragte
for deres ubetjenelighed
i min hånd
jeg’ en langtrukken død
jeg’ det kød
der flyder rundt
i den suppe
vi har købt
som kun flirter
med at mætte min sult af et år
så jeg glider i troen
på at nogen
nok skal komme
og gøre det ud for dit væsen
som jeg ikk’ tror
jeg kan leve foruden
jeg tror det er tid nu
jeg tror det er tid
så jeg klamrer mig fast
til min øl
og sender signaler til benene
at de må vær’ der
og ikk’ svigte mig nu
jeg står fast som en mur
af glasur
jeg rives rundt
i mine egnesindrige systemer
når jeg rammes af duften
fra dit hår
vi går ud vi går ind
vi sætter os ned ved et bord
fuld af ord
der ka’ gøre det
ud for en evighed
ENGINE MALFUNCTION
jeg har en vej
der er alt for lang at gå
og en udsigt
jeg slet ikke kan forstå
uden en egentlig afsender
at sætte på
tomme sæder giver en mærkelig klang
af et kor af stemmer fra engang
i et modlysfra en tvivlsom 90’er sang
om
engine malfunction
engine malfunction
så gi’ mig din hånd
gi’ mig din mund
tag mig på ordet
helt uden grund
det bli’r mellem os to
og en melding om
engine malfunction
engine malfunction
og jeg lader handskerummet
kaste op
imens jeg leder febrilsk uden stop
efter noget der kan forklare
det jeg stirrer stift på
gule bjælker i bunden af min sind
jeg vil ikk’ derind
jeg ser signalet
ser landskabet
skånselsløst malet
så gi’ mig din hånd
gi’ mig din mund
tag mig på ordet
helt uden grund
det bli’r mellem os to
hvis det skal blive
så gi’ mig din hånd
gi’ mig din mund
du ka’ sige hvad du vil
det bli’r mellem os to
det bli’r mellem os to
så jeg vender om
engine malfunction
engine malfunction
du kan sige hvad du vil
engine malfunction
engine malfunction
VENDER RIGTIGT OM NATTEN
jeg er i glimt
jeg er af glas
jeg er et søm
du kan hænge din hat på
jeg er en bølgende bevægelse
en forteelse
en varm sten du kan gå på
for at undgå det det værste
det meste
jeg er en moderigtig holdning
og du kan æde din hat på
at jeg ikke vil skele
til en side
men forgrene mig ud over alting
et svimlende vægelsind
en sidevind
men jeg vil helst bare sidde her hos dig
jeg vil helst bare sidde her hos dig
vender vrangen ud om dagen
vender rigtigt om natten
på et falmende lagen
spændt ud
under mit søgende ben
over mod din side
af sagen
uden held
og lykke med det hele
det vågner om dagen
alt det vi sku’ dele i to
eller mere
end mine rastløse ben
kan bære
uden held
og lykke med det hele
det vågner om dagen
alt det vi sku’ dele i to
eller mere
end mine rastløse ben
kan bære
TERAPI
maskiner der luller mig ind
i en rytme om et bord
der er centrum for verden
jeg er en krop
jeg er en datter
jeg er en vind
der prøver at find’ en retning
at lægge sine længsler til ro i
en teleporteringsportal
en drøm om det nye normal
der er mig men endnu ikke findes
jeg er på stop
jeg er i vatter
men jeg er blind
for grundlagsdiskussionen
jeg ikk’ fik lært at find’ ro i
men jeg gider ikk’ snak’ mere om det
jeg gider ikk’ skriv’ mere om det
jeg gider ikk’ snak’ mere om det
et følelsesregulativ
og tjek ind og mærk’ efter og ikk’ vide
hvad det er jeg finder
men jeg er til fals for alt det du kan li’
og dråben der løber ned
til det sted
jeg tror jeg bor i
men jeg gider ikk’ snak’ mere om det
jeg gider ikk’ skriv’ mere om det
jeg gider ikk’ snak’ mere om det
men jeg gider ikk’ snak’ mere om det
jeg gider ikk’ skriv’ mere om det
jeg gider ikk’ syng’ mere om det
MORGENSOL OG SKØD
jeg kører ud af et glasklart og knitrende sporsystem
og jeg vil men’ at jeg er der
at jeg er der
hvor min plads er
men det vrimler med uro i sædet
om jeg faktisk ka’ vær’ her
for blødende horisonter
og en cowboy-hat i mit feed
for stød af bevægelser
af kroppe der mødes i altet
i et suk
det er morgensol og skød
vogn nummer 81 svæver i sin bane
og jeg vil gale
som den gale hane der kan mærk’ det
der kan mærke det
åbne
så nyfaldne sne-agtige
i sin helt vildt saftige modenhed
og tag så fat om mit løbeben
der vil ind under dynen til dig
og os to omsider
der roder med uskrevne roller
og rum
det er morgensol og skød
endnu en by der passerer
og jeg filosoferer
over flere
tabte tider
og alle de steder
dine hænder der leder
til dit håndfaste mål
VELSIGN DET
i en stak af det vi sagde
trævler jeg op
tankers lammende dis
der driver
en hjort i lyskeglens blik
sandhedsprofet
drifters drivende døs
der siger
tro på væskernes løb
hør nu
værket har gale
tro på
mørket har tabt
modtag kærlighedsslaget
velsign det
jeg tænker i mit stille sind
velsign det
i martsvindens kølighed står hun
under lærken med en orm
i længslens åbnende bid
der niver
ved en dør mod nord
sneppen vil ind
det ukurantes logik
der siger
tro på væskernes løb
hør nu
værket har galet
ro på
mørket har tabt
modtag kærlighedsslaget
velsign det
jeg tænker i mit stille sind
velsign det
MIN LÆNGSEL ER GAMMEL, MIN LÆNGSEL ER NY
varmen ligger på lur
på stien i april
én fod foran den anden
barnet løber fra sin mor
på stien i april
en hånd der ikke er min
og et flerstemmigt kald
og arternes forfald
min længsel er gammel
min længsel er ny
min længsel er ny
blomsterne er hvide
på stien i apri
len duft der går i kødet
byen der vågner så småt
bag stien i april
en drøm der ikke er min
og en ringende lyd
og lysets råbende fryd
mit blik bliver blændet
af min desperation
så foråret er her
på stien i april
et faktum ligesom krigen
bordet der ligger for enden
af stien i april
en krop og et hoved
og mig der siger hej
og hey
hvad vil du egentlig med mig?
min længsel er gammel
min længsel er ny