En svale

sorte træer på hæld 

vinker et tøvende farvel 

der’ striber 

ingen ejer 

der’ streger

der’ vejen 

der drejer 

rundt om sig selv 

og alligevel 

derhen 

hvor der’ en linje tilbage 

og du aner ikke

hvor den kommer fra 

 

besynderlig opmærksom 

vidunderlig i en strøm som 

gi’r fanden i dig 

i en uro med glitter 

plastikken flagrer i vinden 

det skidt 

et ord 

i dvale 

en forårssvale 

den vender altid tilbage 

og du aner ikke

hvor den kommer fra 

 

det’ det

du siger 

det’ det

du ikke sagde 

det’ dine hænder 

du frisker op 

og når du læner dig tilbage 

kan du næsten nå det 

og så alligevel 

der’ mere 

du vender 

blad  

og det står med småt 

på begge sider 

tomme tønder 

buldrer helt 

ude af sig selv 

og der er flere 

hvor de kommer fra 

 

det’ min udgang

du drejer 

til min indgang

jeg løfter mig op

og svajer 

det øjeblik 

det glipper 

du rækker ud 

og du slipper 

alligevel

en tanke 

til tale 

en enlig svale 

den vender altid tilbage  

 

med dét

jeg siger 

med dét

jeg ikke sagde 

med dine hænder 

du frisker op 

og når jeg læner mig tilbage

kan jeg næsten nå dig 

og så alligevel 

der’ mere 

du vender 

blad  

og jeg står med småt 

på begge sider

 

langt inde i overtiden 

og jeg gi’r det et skud 

og du aner ikke hvor det kommer fra 

 

Hendes ansigt

mens du sover

ligger hovederne i blød

mens du sover

og lover

at det går over

i historien med 21 skud

og verden spredes ud

og får fat i dig

ja, dig

noget at sig'

en bildør smækkes i

det ville glæde os

det ville glæde os

alle males blå

sølv og guld

alt at få

hvo intet vinder

kun et liv der forsvinder

og maltrakteres 

et strejf af flere

så brutalt

hendes ansigt lyser op i et smil mens hun ser

hendes ansigt lyser og op i et smil da hun ser

hendes ord har en farve

jeg ikk' ka' tyde

så jeg ikk' ka’ nyde

at jeg intet kan se

men jeg har hørt

at det siges

at hun lod pris

være pris

for at være her

se, der kommer hun

nu

det ville glæde os

alle males blå

sølv og guld

alt at få

hvo intet vinder

kun et liv der forsvinder

og maltrakterer

et strejf af flere

så brutalt

hendes ansigt lyser op i et smil mens hun ser

hendes ansigt lyser og op i et smil da hun ser


 

I kraven, i knoglen

natten er trukket i violet 

og flyder fuldstændig ud

som min egen silhuet 

på afstand 

i klare termer 

se, det kommer nærmere 

tæt på 

bare pletter 

man fjerner 

jeg holder ud 

i strakt arm 

 

men længslen er hjemløs

uforskammet 

porøs 

den vender sig om 

med ryggen til 

den vrider sig løs

ah-ah

 

jeg husker duften 

jeg husker smagen 

jeg husker luften 

jeg tabte 

jeg husker dig 

og mig  

der ikke var mere 

og en tyngde 

der slap det 

sit faste greb 

i kraven, i knoglen 

i sorgen 

forneden og foroven 

du kan ikk’ få det hele 

når du ikk’ gider dele 

men jeg gider godt 

virkelig

dét der river

og varmer

en kuldskær 

ny logik 

 

tusmørket sløver 

mig let og tilbage 

falder ind

i en deling 

af mine dage 

på tre og fire 

der løber

en fed rød 

fortætning 

jeg sætter min lid 

til en sejlivet sætning

på en væg 

jeg har glemt  

hvor er 

 

men længslen er hjemløs 

uforskammet 

porøs 

med al tydelig klarhed 

den er seriøs 

og den vil ha’ mer’

ogs’ dig

det har man da lov at håbe

 

jeg ka’ li’ duften 

jeg ka’ li’ smagen 

jeg li’ luften 

jeg taber 

Jeg ka’ li’ dig 

og vejen 

du går på

til der ikke er mere 

og vi endelig gi’r slip

i kraven, i knoglen 

i sorgen 

forneden og foroven 

 

dét der river

gør bange

og synger helt nye sange

der lyder lidt af

ah-ih-ah

 

Hvid nat

hvid nat

vil ind 

med tusind års tågede spor 

på min kind 

der kravler et ubestemmeligt dyr 

du kender dens vilje 

den giftige lilje 

jeg har glemt det 

og det vender nu 

 

nu vender det

det vender nu

ud over det anvendeligs sug

i mit øre

der kan høre dig 

aksen der skrider 

med sin duft 

der besidder mig 

for evigt  

vi kalder det 

vi kalder det 

det uigenkaldeliges 

streg i sandet 

oven i alt det andet 

som ingen kan få fat i 

ikke engang dig 

 

hvid nat i et sind 

der næsten ikke findes 

den findes ikke 

men vil ind 

den er knækket på midten 

med mig midt i den 

i krattet forviklet 

små røde dryp 

og du har smagt det 

og spyttet det ud 

 

nu vender det 

det vender nu 

ud over det anvendeligs sug

i mit øre

der kan høre dig 

aksen der skrider 

med sin duft 

der besidder mig 

for evigt  

vi kalder det 

vi kalder det 

det uigenkaldeliges

streg i sandet 

oven i alt det andet 

som ingen kan få fat i 

ikke engang dig 


 

Jenny

Jenny mærker 

det banker på 

de lettende lærker 

et tog at stå på 

at forgå 

ubemærket  

at krydse sit spor 

til de skærende toner

til døden 

til dem og os skiller 

 

i et helt system 

sandhed og løgn 

fornuften og sproget 

og tiltrækningsloven 

et helt 

system 

duften der driver 

på midsommer-sorgen

fornuften og sproget 

og rummet foroven 

 

Jenny bærer emblemer 

og flager 

hun indhenter problemer 

med skyts så tunge i hånden 

mærk hvor tung jeg er 

hun vader i løfter 

så store 

som øjne himmelblå 

der aldrig sover 

men sitrende vover sig ud i

 

et system 

af sandhed og løgn 

fornuften og sproget 

og tiltrækningsloven 

et helt 

system 

duften der driver 

på midsommer-sorgen

fornuften og sproget 

og rummet foroven 

 

Jenny bærer emblemer 

og flager 

hun indhenter problemer 

med skyts så tunge i hånden 

mærk hvor tung jeg er 


 

Én til én

én til én 

mellem dig og mig 

én til én 

og det’ for lidt 

gaden er helt tom for travle skridt 

der’ én til én 

mellem verden og dig 

én til én 

og det’ ikk’ så lidt 

løber let ud over bordkanten

slip 

og så lå vi dér 

med kluden og med spanden 

tørrer det op

der drev til havs 

alene med hinanden 

 

og dér går fantasien 

den løber vi med først 

fulde af tørst 

efter det

der klemmer om dit bryst 

løber med fantasien

der går freden med fobien 

der køber vreden alibiet 

og kommer først 

 

én til

én 

der vil være med 

én til 

der trænger ind 

og trækker tænder ud af munden 

der ikk’ ka’ hold’ igen 

én til dig  

imens jeg falder frit 

frit faldet falder sent 

og gemmeleger åbenlyst 

hvor du har ledt og ledt 

og vandret på tæer 

dér 

tvinger varmen ind i gyset

kys 

som lander lige hér 


 

Flygtigt, forvirrende

byen ånder 

byen flytter

byen kalder mig hjem 

jeg er en af dem 

blinker ustadigt bag fronter 

jeg er en af dem 

byen møder mig med åbne arme 

som en fremmed 

i døren 

som forføreren 

der vil ta’ mig 

slingren og sløren 

men ikk’ ha’ mig 

der er lidt igen 

af trivialiteter 

målt i gram eller meter 

 

vi ses 

vi ses 

flygtigt, forvirrende 

et kødeligt system  

svirrende 

af fragmenter 

de kommer i flok 

imod os 

amok 

for skud 

i meningssammenbrud 

 

byen drømmer 

og jeg vågner 

og glider ned 

i en seng

der er sovet til døde 

i en stol

der er siddet ihjel 

du strejfer mig bekvemt 

og jeg falder 

og svarer 

men ingen kalder 

 

vi ses 

vi ses 

flygtigt, forvirrende 

et kødeligt system  

svirrende 

tilfældigvis 

vi ses 

vi ses 

dygtigt, parerende 

et sødeligt problem 

smigrende 

 

fundamenter 

vi graver det op 

og ingen si’r stop 

i geleddet 

af stativerne 

glemte stier 

min livsforlængende forbier 

 

Løvekælderen

jeg gik 

af en tanke så lang 

som jordbanens radier 

hen 

og ville gøre en ende på min sang

og på mig selv 

hvor jeg  

begynder at gå galt 

i min vigepligt for det 

der for dig 

er helt normalt 

jeg fik 

af en hånd så enorm 

fra urtidens myter 

hér  

tag det så 

og gør en ting 

ud af det 

ud af mig selv 

så jeg ku’ bli’ 

hvor jeg begyndte 

at glemme 

at jeg til sidst 

også vil synke ned 

 

du falder

helt lettet 

du kalder  

på tæppet 

der varmer os 

op i en ballon 

fuld af farver 

og sikken 

en underlig 

facon 

du har  

i alle cellerne 

der deler sig

på kryds og på tværs 

stå op

fald ned 

på tid

det’ lige på kornet 

hér 

tag det så 

kærligheden   

er en flok

af sovende løver

i min kælder 

dér er farligt at gå ned 

 

Men her 

har vi 

to aldrig været før 

si’r du  

jeg si’r 

jeg har aldrig været andre steder

end her 

 

du glemmer 

der er noget i mig 

det får du aldrig 

igen 

et satellit-vrag  

ude af kurs 

en skrue uden end’ 

tror jeg 

en hånd vejret på 

det vi udmærket godt ved 

men aldrig kommer til at forstå 

op eller ned 

spørger jeg 

du griner 

styrer uden hænder 

hvor dumt kan man spørg’ 

kærligheden 

er en flok 

af sovende løver 

i min kælder 

du må godt gå derned 

 

men dér 

har jeg 

tabt mig selv 

det roder over alt 

og du ka’ ikk’ find’ mig 

ikk’ så’n lige 

her 

har vi 

to aldrig været før 

si’r du 

jeg si’r 

jeg har aldrig været andre steder  


 

Bruger ikke at danse

overskrævs på en breddegrad 

sidder jeg  

med benene  

der dingler 

ligesom 

prøver at se mig selv 

i blinde vinkler 

dug-frisk sjæl 

i ældgamle kvaler 

vil du ikk' nok være stille 

jeg overmaler 

i et strøg 

helt spaltet 

stiger 

op i røg 

tiden er ligeglad 

stenen 

stjernen 

det gule blad 

jeg vender og drejer 

tegner streger 

over himlen 

så punktlig en balance 

kvinde

kvinden 

der mestrer 

månens forsvinden 

bruger ikke 

at danse 

trækker månen til mig 

trækker mørket til mig 

trækker fra  

lægger til 

til dig  

til dig 

det’ helt ude i kanten 

der finder det sted 

så åbenlyst hér 

og minsandten 

om ikk’ det sku’ være 

en fremmeds drøm 

jeg er vågnet op i 

midt i havdyrets gaben 

over hele verden 

har forudsigelserne 

fået færden 

af regnens duft 

og smerten 

himmellegemers bad 

i stenen 

stjernen 

det gule blad 

jeg vender og drejer 

tegner streger 

over himlen 

så punktlig en balance 

kvinde

kvinden 

der mestrer 

månens forsvinden 

falder i dine øjne 

din hånd mod 

min hud

trækker månen til mig 

trækker mørket til mig 

trækker fra

trækker månen til mig 

trækker mørket til mig 

trækker fra  

lægger til 

til dig

til dig 

 

Vi er sandet

jeg driver ned ad din skulder

jeg opløses 

jeg formulder 

helt i tråd 

væk er ærmet 

med genlyd 

ubemærket 

glider 

i en horisont 

der er lukket  

til alle sider 

jubler det 

af forfaldets lydløse skridt 

der himmelvender mig 

tilbage 

 

vi er ét 

vi er andet 

vi er ingen 

vi er sandet 

der lægger sig 

i et lag 

imellem dem  

som vi er 

og vi fyger 

i en bunke 

som brænder 

med et skær 

fuld af hænder 

finder frem 

i det lys 

vi begraver 

hinanden i 

 

jeg flosser 

i kanten 

jeg eksekverer  

for at find’ den 

der forsvandt den 

midt i mængden 

kan vi forvent’ den 

til tiden 

bare en gang imellem 

min tro på verden 

at den er der 

som vi lært’ den 

at kende

 

vi er ét  

eller andet 

vi er ingen 

vi er sandet 

der lægger sig 

i et lag  

imellem for tidligt 

og for sent

i en bunke 

som brænder 

med et skær 

hold mig fast 

strammere 

riv mig ind 

i det lys 

vi begraver 

hinanden i 


 

Et forsvar

en sø er et forsvar 

en latter er et forsvar 

en knivskarp bemærkning 

krystalklar 

i tågerne 

der banker 

mig op 

med et sæt 

i en sø 

der’ et forsvar 

i en latter 

der’ et forsvar 

i et blik 

der’ et forsvar 

 

jeg er forfængelig 

tilgængelig 

jeg er åben 

for fortolkning 

og for bud 

for en indføring 

i tab af kontrol 

i hengivelsens vold 

rejsende

i dét

der’ ved hånden 

og ellers sker der ikk’ så meget

for tiden 

 

en sø af et forsvar 

en latter af et forsvar 

en hengemt beværtning 

noget uklar

hvor jeg gemmer mig 

med dig 

i tågerne 

og du hiver 

mig op 

af en sø 

der’ et forsvar 

af et latterligt 

forsvar 

i et blik 

og jeg er helt

uden forsvar 

 

jeg er forfængelig 

tilgængelig 

og uopsættelig

jeg er åben 

for fortolkning 

og for bud 

for en indføring 

i tab af kontrol 

i hengivelsens vold 

rejsende

og helst mod lyset 

og ellers sker der ikk’ så meget 

for tiden