En svale
sorte træer på hæld
vinker et tøvende farvel
der’ striber
ingen ejer
der’ streger
der’ vejen
der drejer
rundt om sig selv
og alligevel
derhen
hvor der’ en linje tilbage
og du aner ikke
hvor den kommer fra
besynderlig opmærksom
vidunderlig i en strøm som
gi’r fanden i dig
i en uro med glitter
plastikken flagrer i vinden
det skidt
et ord
i dvale
en forårssvale
den vender altid tilbage
og du aner ikke
hvor den kommer fra
det’ det
du siger
det’ det
du ikke sagde
det’ dine hænder
du frisker op
og når du læner dig tilbage
kan du næsten nå det
og så alligevel
der’ mere
du vender
blad
og det står med småt
på begge sider
tomme tønder
buldrer helt
ude af sig selv
og der er flere
hvor de kommer fra
det’ min udgang
du drejer
til min indgang
jeg løfter mig op
og svajer
det øjeblik
det glipper
du rækker ud
og du slipper
alligevel
en tanke
til tale
en enlig svale
den vender altid tilbage
med dét
jeg siger
med dét
jeg ikke sagde
med dine hænder
du frisker op
og når jeg læner mig tilbage
kan jeg næsten nå dig
og så alligevel
der’ mere
du vender
blad
og jeg står med småt
på begge sider
langt inde i overtiden
og jeg gi’r det et skud
og du aner ikke hvor det kommer fra
Hendes ansigt
mens du sover
ligger hovederne i blød
mens du sover
og lover
at det går over
i historien med 21 skud
og verden spredes ud
og får fat i dig
ja, dig
noget at sig'
en bildør smækkes i
det ville glæde os
det ville glæde os
alle males blå
sølv og guld
alt at få
hvo intet vinder
kun et liv der forsvinder
og maltrakteres
et strejf af flere
så brutalt
hendes ansigt lyser op i et smil mens hun ser
hendes ansigt lyser og op i et smil da hun ser
hendes ord har en farve
jeg ikk' ka' tyde
så jeg ikk' ka’ nyde
at jeg intet kan se
men jeg har hørt
at det siges
at hun lod pris
være pris
for at være her
se, der kommer hun
nu
det ville glæde os
alle males blå
sølv og guld
alt at få
hvo intet vinder
kun et liv der forsvinder
og maltrakterer
et strejf af flere
så brutalt
hendes ansigt lyser op i et smil mens hun ser
hendes ansigt lyser og op i et smil da hun ser
I kraven, i knoglen
natten er trukket i violet
og flyder fuldstændig ud
som min egen silhuet
på afstand
i klare termer
se, det kommer nærmere
tæt på
bare pletter
man fjerner
jeg holder ud
i strakt arm
men længslen er hjemløs
uforskammet
porøs
den vender sig om
med ryggen til
den vrider sig løs
ah-ah
jeg husker duften
jeg husker smagen
jeg husker luften
jeg tabte
jeg husker dig
og mig
der ikke var mere
og en tyngde
der slap det
sit faste greb
i kraven, i knoglen
i sorgen
forneden og foroven
du kan ikk’ få det hele
når du ikk’ gider dele
men jeg gider godt
virkelig
dét der river
og varmer
en kuldskær
ny logik
tusmørket sløver
mig let og tilbage
falder ind
i en deling
af mine dage
på tre og fire
der løber
en fed rød
fortætning
jeg sætter min lid
til en sejlivet sætning
på en væg
jeg har glemt
hvor er
men længslen er hjemløs
uforskammet
porøs
med al tydelig klarhed
den er seriøs
og den vil ha’ mer’
ogs’ dig
det har man da lov at håbe
jeg ka’ li’ duften
jeg ka’ li’ smagen
jeg li’ luften
jeg taber
Jeg ka’ li’ dig
og vejen
du går på
til der ikke er mere
og vi endelig gi’r slip
i kraven, i knoglen
i sorgen
forneden og foroven
dét der river
gør bange
og synger helt nye sange
der lyder lidt af
ah-ih-ah
Hvid nat
hvid nat
vil ind
med tusind års tågede spor
på min kind
der kravler et ubestemmeligt dyr
du kender dens vilje
den giftige lilje
jeg har glemt det
og det vender nu
nu vender det
det vender nu
ud over det anvendeligs sug
i mit øre
der kan høre dig
aksen der skrider
med sin duft
der besidder mig
for evigt
vi kalder det
vi kalder det
det uigenkaldeliges
streg i sandet
oven i alt det andet
som ingen kan få fat i
ikke engang dig
hvid nat i et sind
der næsten ikke findes
den findes ikke
men vil ind
den er knækket på midten
med mig midt i den
i krattet forviklet
små røde dryp
og du har smagt det
og spyttet det ud
nu vender det
det vender nu
ud over det anvendeligs sug
i mit øre
der kan høre dig
aksen der skrider
med sin duft
der besidder mig
for evigt
vi kalder det
vi kalder det
det uigenkaldeliges
streg i sandet
oven i alt det andet
som ingen kan få fat i
ikke engang dig
Jenny
Jenny mærker
det banker på
de lettende lærker
et tog at stå på
at forgå
ubemærket
at krydse sit spor
til de skærende toner
til døden
til dem og os skiller
i et helt system
sandhed og løgn
fornuften og sproget
og tiltrækningsloven
et helt
system
duften der driver
på midsommer-sorgen
fornuften og sproget
og rummet foroven
Jenny bærer emblemer
og flager
hun indhenter problemer
med skyts så tunge i hånden
mærk hvor tung jeg er
hun vader i løfter
så store
som øjne himmelblå
der aldrig sover
men sitrende vover sig ud i
et system
af sandhed og løgn
fornuften og sproget
og tiltrækningsloven
et helt
system
duften der driver
på midsommer-sorgen
fornuften og sproget
og rummet foroven
Jenny bærer emblemer
og flager
hun indhenter problemer
med skyts så tunge i hånden
mærk hvor tung jeg er
Én til én
én til én
mellem dig og mig
én til én
og det’ for lidt
gaden er helt tom for travle skridt
der’ én til én
mellem verden og dig
én til én
og det’ ikk’ så lidt
løber let ud over bordkanten
slip
og så lå vi dér
med kluden og med spanden
tørrer det op
der drev til havs
alene med hinanden
og dér går fantasien
den løber vi med først
fulde af tørst
efter det
der klemmer om dit bryst
løber med fantasien
der går freden med fobien
der køber vreden alibiet
og kommer først
én til
én
der vil være med
én til
der trænger ind
og trækker tænder ud af munden
der ikk’ ka’ hold’ igen
én til dig
imens jeg falder frit
frit faldet falder sent
og gemmeleger åbenlyst
hvor du har ledt og ledt
og vandret på tæer
dér
tvinger varmen ind i gyset
kys
som lander lige hér
Flygtigt, forvirrende
byen ånder
byen flytter
byen kalder mig hjem
jeg er en af dem
blinker ustadigt bag fronter
jeg er en af dem
byen møder mig med åbne arme
som en fremmed
i døren
som forføreren
der vil ta’ mig
slingren og sløren
men ikk’ ha’ mig
der er lidt igen
af trivialiteter
målt i gram eller meter
vi ses
vi ses
flygtigt, forvirrende
et kødeligt system
svirrende
af fragmenter
de kommer i flok
imod os
amok
for skud
i meningssammenbrud
byen drømmer
og jeg vågner
og glider ned
i en seng
der er sovet til døde
i en stol
der er siddet ihjel
du strejfer mig bekvemt
og jeg falder
og svarer
men ingen kalder
vi ses
vi ses
flygtigt, forvirrende
et kødeligt system
svirrende
tilfældigvis
vi ses
vi ses
dygtigt, parerende
et sødeligt problem
smigrende
fundamenter
vi graver det op
og ingen si’r stop
i geleddet
af stativerne
glemte stier
min livsforlængende forbier
Løvekælderen
jeg gik
af en tanke så lang
som jordbanens radier
hen
og ville gøre en ende på min sang
og på mig selv
hvor jeg
begynder at gå galt
i min vigepligt for det
der for dig
er helt normalt
jeg fik
af en hånd så enorm
fra urtidens myter
hér
tag det så
og gør en ting
ud af det
ud af mig selv
så jeg ku’ bli’
hvor jeg begyndte
at glemme
at jeg til sidst
også vil synke ned
du falder
helt lettet
du kalder
på tæppet
der varmer os
op i en ballon
fuld af farver
og sikken
en underlig
facon
du har
i alle cellerne
der deler sig
på kryds og på tværs
stå op
fald ned
på tid
det’ lige på kornet
hér
tag det så
kærligheden
er en flok
af sovende løver
i min kælder
dér er farligt at gå ned
Men her
har vi
to aldrig været før
si’r du
jeg si’r
jeg har aldrig været andre steder
end her
du glemmer
der er noget i mig
det får du aldrig
igen
et satellit-vrag
ude af kurs
en skrue uden end’
tror jeg
en hånd vejret på
det vi udmærket godt ved
men aldrig kommer til at forstå
op eller ned
spørger jeg
du griner
styrer uden hænder
hvor dumt kan man spørg’
kærligheden
er en flok
af sovende løver
i min kælder
du må godt gå derned
men dér
har jeg
tabt mig selv
det roder over alt
og du ka’ ikk’ find’ mig
ikk’ så’n lige
her
har vi
to aldrig været før
si’r du
jeg si’r
jeg har aldrig været andre steder
Bruger ikke at danse
overskrævs på en breddegrad
sidder jeg
med benene
der dingler
ligesom
prøver at se mig selv
i blinde vinkler
dug-frisk sjæl
i ældgamle kvaler
vil du ikk' nok være stille
jeg overmaler
i et strøg
helt spaltet
stiger
op i røg
tiden er ligeglad
stenen
stjernen
det gule blad
jeg vender og drejer
tegner streger
over himlen
så punktlig en balance
kvinde
kvinden
der mestrer
månens forsvinden
bruger ikke
at danse
trækker månen til mig
trækker mørket til mig
trækker fra
lægger til
til dig
til dig
det’ helt ude i kanten
der finder det sted
så åbenlyst hér
og minsandten
om ikk’ det sku’ være
en fremmeds drøm
jeg er vågnet op i
midt i havdyrets gaben
over hele verden
har forudsigelserne
fået færden
af regnens duft
og smerten
himmellegemers bad
i stenen
stjernen
det gule blad
jeg vender og drejer
tegner streger
over himlen
så punktlig en balance
kvinde
kvinden
der mestrer
månens forsvinden
falder i dine øjne
din hånd mod
min hud
trækker månen til mig
trækker mørket til mig
trækker fra
trækker månen til mig
trækker mørket til mig
trækker fra
lægger til
til dig
til dig
Vi er sandet
jeg driver ned ad din skulder
jeg opløses
jeg formulder
helt i tråd
væk er ærmet
med genlyd
ubemærket
glider
i en horisont
der er lukket
til alle sider
jubler det
af forfaldets lydløse skridt
der himmelvender mig
tilbage
vi er ét
vi er andet
vi er ingen
vi er sandet
der lægger sig
i et lag
imellem dem
som vi er
og vi fyger
i en bunke
som brænder
med et skær
fuld af hænder
finder frem
i det lys
vi begraver
hinanden i
jeg flosser
i kanten
jeg eksekverer
for at find’ den
der forsvandt den
midt i mængden
kan vi forvent’ den
til tiden
bare en gang imellem
min tro på verden
at den er der
som vi lært’ den
at kende
vi er ét
eller andet
vi er ingen
vi er sandet
der lægger sig
i et lag
imellem for tidligt
og for sent
i en bunke
som brænder
med et skær
hold mig fast
strammere
riv mig ind
i det lys
vi begraver
hinanden i
Et forsvar
en sø er et forsvar
en latter er et forsvar
en knivskarp bemærkning
krystalklar
i tågerne
der banker
mig op
med et sæt
i en sø
der’ et forsvar
i en latter
der’ et forsvar
i et blik
der’ et forsvar
jeg er forfængelig
tilgængelig
jeg er åben
for fortolkning
og for bud
for en indføring
i tab af kontrol
i hengivelsens vold
rejsende
i dét
der’ ved hånden
og ellers sker der ikk’ så meget
for tiden
en sø af et forsvar
en latter af et forsvar
en hengemt beværtning
noget uklar
hvor jeg gemmer mig
med dig
i tågerne
og du hiver
mig op
af en sø
der’ et forsvar
af et latterligt
forsvar
i et blik
og jeg er helt
uden forsvar
jeg er forfængelig
tilgængelig
og uopsættelig
jeg er åben
for fortolkning
og for bud
for en indføring
i tab af kontrol
i hengivelsens vold
rejsende
og helst mod lyset
og ellers sker der ikk’ så meget
for tiden