Katten

enlig krage søger mage
på stubmark
frost på tage
lige stræk og landevej
ulige hold med kringelkroge tankestreger uden for rækkevidde slikpapir

under sædet stikker ud og si’r en forvasket floskel hængt til

tørre læber samler mod
til et løb mod det der viser sig at være mer​’ ​end det de si’r
kan komme uanmeldt
og sætte sig til bordet
griber ud efter den hånd der ikk’
mer’ har noget at gi’
kolde omslag krible krabler

gemt til katten
du har gemt til katten gemt til katten
nu’ den tom
ikk’ mere af den gemt til katten
du har gemt til katten ikk’ mere af den

et greb om det der griber ind
og rejser sig i vejret
vil ha’ mer’ og mer’
i skæret af forfængelighedens flammer viser vejen ud på sjælerov

et stille liv med forlov kravler sammen under dyner

gemt til katten
du har gemt til katten gemt til katten
nu’ den tom
ikk’ mere af den gemt til katten
du har gemt til katten

gemt til katten nu’ den tom

 

 

 

Udslag

det var det
så langt
mere end det
fandt en flig
fandt et sted
for alverdens svimmelhed ånder farverne ind

til den rene ukendelighed den er gået af led
og nu ligger den dér
og be’r om ly

og jamrer hamrer i

en duft af hjem
en gammel ven
der ikk’ vil luk’ mig ind vader rundt i det
i et drømmespind hvor alt er spundet ind

i udslag
af nostalgi
og længsel
af løse tankers sammenhængsfængsel

gemte mig i dig
og dig i mig
vi sagde alt forladt
lister stille ud
og mærker koldt metal ja, den er helt sikkert ladt

hvem er det
hvem er mer​e​ end det
hvem ka​’ ​sige sig selv
og hvem vil eg​e​ntlig ogs’ gide det gå derhen
hvor grene slår tilbag​’
i kassen af ting
der svinder ind og ikk’
gi’r noget igen
taber omgangstid
og tonen stemmer i
i et fyrigt hæsligt slid

i udslag
af nostalgi
og længsel
af løse tankers sammenhængsfængsel

 

 

Pointen

nu mangler der ord
nu mangler de ord igen løse sider i en vind men pointen er klar

nu mangler der ben
nu mangler der ben igen at stå på
uden vakkelvorne spring men pointen er klar

jeg sidder lige her
jeg sidder lige over
jeg sidder lige her lidt
indtil bjørnen den sover
når kun månen kaster lyset ind er der kun tilbage at åbne
for flasken

nu mangler de en dør
nu mangler de en dør igen at lukke i
og hils nu derhjem’ pointen er klar

jeg sidder lige her
jeg sidder lige over
jeg sidder lige her lidt indtil bjørnen den sover

jeg sidder lige her jeg sidder lige her jeg sidder lige her jeg sidder lige her

når neonlyset blinker hastigt er der kun tilbage at gribe ud efter flasken
og håbe på det bedste

må det rejse sig af asken og skidt med resten

 

 

Sct. Hans

smil
smil de kigger nu
og ser dig an
på de ting
der er værd at samle på bli’r sendt i seng

det er dig
pilen peger kun på dig
når skoene vender hver sin vej hvem venter så på dig

træk
træk i tunge læs
og før dig frem
få det væk
få det væk som ikk’ går op på et øjeblik

det er dig
hunden gør kun af dig
når skoene vender hver sin vej hvad ka​’​ vi vente mer’ af dig

nu skriger de
nu skrig​e​r de igen nerverne på Sct. Hans
de skriver det hjem
alle nerverne på Sct. Hans

sengen er kold
lagnet klamt
tæppet for kort
skriver nerverne på Sct. Hans i en flimren og en famlen falder korthuset sammen

for nerverne på Sct. Hans

tænk
tænk det helt ihjel
som slutter ring
om sig selv
om sig selv si’r halvt fuldendt vel ingenting

det er dig
dårekisten er til dig
når skoene vender samme vej så venter vi på dig

nu skriger de
nu skrig​e​r de igen nerverne på Sct. Hans
de skriver det hjem
alle nerverne på Sct. Hans

følelsen er stærk
gør så sart-rart
prøv at mærk’
skriver nerverne på Sct. Hans når festen den buldrer

hvem ta’r sig sammen bare sludder
for nerverne på Sct. Hans

 

 

Byen ender

vinteren er grøn
den slår om et hjørne igen jeg ka​’​ ikk’ få vejret

det trækker ind
revner i det der​’ ​på skrømt jeg ka​’​ ikk’ få vejret
det veksler i sind forbindelsen der blev forsømt jeg ka​’​ ikk’ få vejret

mød mig dér
hvor byen ender
og skoven begynder vi mødes kun lige dér hvor byen ender
og skoven begynder

fik du fat i det
der ku’ være mig
fik du greb om det
der bevæger sig
i et væld af det
der er mig og dig
at finde derhen
en dør som kun står på klem

sammen i klang
i sætninger uden et men
jeg ka​’​ ikk’ få vejret
det er benene over fødderne som jeg sætter i gang
med et startskud i viljen men hvor skal jeg gå hen

mød mig dér
hvor byen ender
og skoven begynder vi mødes kun lige dér hvor byen ender
og skoven begynder

fik du fat i det
der ku’ være mig
fik du greb om det
der bevæger sig
i et væld af det
der er mig og dig
at finde hjem
en dør som kun står på klem

 

 

Øjnes dans

de løber på bordet
de render ude på gaden laver sprækker i facaden dine øjnes dans
dine øjne

de stikker, fortæller
i en ballade der aldrig ender de klemmer og endevender dine øjnes dans
dine øjne

lægger du dig ned på det
der sparker fra sig
revser pedanten for de små ting der raser
tag fat
før ​an
i de trin du ikke troed’ du ku​’ men kan

de tripper på trapper
de henter og de bringer sætter foran
for foran trænger
dine øjnes dans
dine øjne
de leder i krogen
og starter en leg
efter noget
der holder vågen
vender vrangen ud på mig dine øjnes dans
dine øjne

 

 

Ikk’ gi’ slip

tænker du som jeg
en blind der leder en blind og løber ud i ingenting der’ ingen
der’ ingen
det’ værre
ingen undskyldning
der ka’ bære
kun du

så du må ikk’ gi’ slip du må ikk’ gi’ slip

venter du af mig
at det gi’r mening
i en lallende skøn forening det f​år​ være
det f​å​r være
hvad det er
der fortærer i ét
mellem træer
for der er nu

så du må ikk’ gi’ slip du må ikk’ gi’ slip

 

 

Du ved det godt

det​’​ i bagklogskabens tåbelige ulidelige lys
at bøtten vender
og man får som forskyldt

det banale bli​’​r det talte

og det væsentlige stumt
tilbag’ står lyden af at slå sig
på noget der er hult
og et billed’
af huse i brand
som du maled’
på resterne af sommeren
som nu går på hæld
i en sø lang​t​ fra by​e​n
af forventningens glæde så dyb

er det dur eller mol
er det et hjemmelavet uhyre helt ude af kontrol
man bli​’​r træt og man går kold og jeg tænker at du ka’ se det

det er vinden der aer din kind det burde være nok
og du ved det godt
i det rum der bli’r alt for småt må du se at stemple ud

og du ved det godt

det ordinære og det sære
har en helt særlig klub
som sætter alle bekymringer i gang helt forskudt
fra den virk​’​lige virkelighed
som om der sku’ være andre
sæt hæren ind
ryk nu på plads
stå ret
og sæt så alt ind for at finde kuren men du er en fugl
lige så fri
som en flue i et glas
nu runger lyden af panden mod muren

i dur og i mol
synger det sagnomspundne uhyre helt ude af kontrol
er jeg købt eller er jeg solgt
det​’ ​den samme gamle trampen på den ømme tå

men når solen den skinner derind

bli’r der virk’lig givet ved døren
du ved det godt
for vinden føles som en ven mod din kind og derfor er den det jo nok
og du ved det godt